Nexus Mods kræver nu AI-mærkning på nye mods

Marc Kastholm
A hand using a gaming mouse in a dark computer setup.
Foto: sumeet2002 · Pixabay License

Det største modding-site til pc-spil strammer reglerne for AI-indhold. Fremover skal skabere oplyse, om kunstig intelligens har været brugt i deres mods.

Nexus Mods, som er et af de største samlingssteder for mods til pc-spil, indfører nu krav om AI-oplysning på nye uploads. Det skriver The Verge.

Det betyder, at skabere af nye mods skal oplyse, om AI – altså kunstig intelligens – har været brugt i arbejdet. Hvis en mod bliver mærket som “AI-assisted”, skal skaberen også forklare offentligt, hvordan og hvor AI er blevet brugt.

Samtidig vil Nexus Mods gøre AI-mærkninger mere synlige på de enkelte mod-sider, så brugerne lettere kan se, hvad de downloader.

Vil ikke forbyde AI

Ifølge site-ejer Victor “Foledinho” Folmann er et af de største problemer, at det ikke har været tydeligt nok, når AI har været brugt i en mod.

“One of the most consistent concerns we’ve heard is that it’s not clearly disclosed when AI has been used to create a mod,” skriver Victor “Foledinho” Folmann fra Nexus Mods.

Han slår samtidig fast, at platformen er “pro-human creativity”, men ikke vil indføre et totalt forbud mod AI-skabte mods. Begrundelsen er, at AI allerede indgår mange steder i den kreative proces – fra hjælp til kode til generering af teksturer, stemmer og hele assets, altså færdige dele af en mod.

Vil holde brugen åben

Ifølge Folmann vil et totalt forbud ikke fjerne AI fra modding, men i stedet gøre det mindre sandsynligt, at folk fortæller om brugen. Derfor vælger Nexus Mods i stedet en model, hvor AI skal være tydeligt mærket og reguleret på platformen.

Nexus Mods oplyser også, at platformen ikke vil bruge mods til at træne AI og heller ikke vil sælge eller licensere dem til andre, der vil gøre det.

Samtidig arbejder sitet på tydeligere kontrol med, hvordan mods må genbruges af andre, og på stærkere kreditering, når en mod bygger på en anden modskabers arbejde med de rette tilladelser.

Flere ændringer på vej

Platformen ændrer også sektionen “Recently Added”. Baggrunden er, at nogle skabere uploader mange mods på én gang, så andre hurtigt bliver skubbet ned på siden.

Det problem er ifølge Folmann ikke kun knyttet til AI, men er blevet mere udbredt, i takt med at produktionen af mods går hurtigere. Nexus Mods vil derfor blandt andet afprøve grænser for, hvor mange mods fra samme skaber der vises ad gangen, og strammere begrænsninger for uploads fra nye konti.

Derudover lancerer platformen muligheder for at skjule AI-genereret indhold på spilsider og på forsiden. Senere er planen også at gøre det muligt i søgning. Eksisterende mods har 60 dage til at blive opdateret efter de nye krav, og derefter vil reglerne blive håndhævet.