Hillerød Kommune ramt af mailnedbrud – kritiske funktioner kører videre

Marc Kastholm

Hillerød Kommune kan hverken sende eller modtage mails, men ifølge kommunen er andre systemer ikke påvirket af nedbruddet.

Hillerød Kommune er også ramt af det Microsoft-nedbrud, der fredag stadig giver problemer med Outlook og andre Microsoft-funktioner. Men på rådhuset er der ifølge Frederiksborg Amts Avis ikke tegn på panik.

Nedbruddet betyder, at kommunen lige nu ikke kan sende eller modtage mails. Kommunikationsafdelingen oplyser samtidig, at alle andre systemer virker.

Borgere, der skal i kontakt med kommunen i dag, skal derfor ringe i stedet for at skrive en mail.

Kritiske områder er ikke ramt

Ifølge kommunen er det kun mailsystemet, der er påvirket. De kritiske funktioner er fortsat i drift.

Det gælder blandt andet forsyning og velfærdsfunktioner som hjemmepleje, der bruger fagprogrammer, som ikke er koblet op på Microsoft.

Derfor er de områder ikke påvirket af nedbruddet, som begyndte torsdag aften og fredag formiddag fortsat skaber problemer.