Danske Vestas og andre vindmølleproducenter beskyldes for at praktisere det, nogle kalder »digitalt slaveri« – en strategi der låser serviceudbydere og vindmølleejere ude fra deres egne data, fejlmeldinger og styresystemer bag eksklusivt dyre abonnementspriser.
Problemet vokser efter regeringens skærpede fokus på grøn omstilling. Mens industrien skal øge produktionstakten, oplever serviceudbydere verden over, at de ikke længere har fuld kontrol over de millioninvesteringer, de forvalter for deres kunder. I stedet tvinges de til at betale for adgang til basale driftsinformationer og bliver afhængige af fabrikanternes supportstrukturer – selvom de selv har den tekniske ekspertise til at klare jobbet.
En stigende modbølge opstår blandt serviceudbydere, der smider fabrikanternes styresystemer ud og tager deres egne data tilbage. Bevægelsen minder om de »right to repair”-initiativer, der har tvunget elektronikproducenter og bilfabrikanter til at åbne for reparationmuligheder. Bare på vindmølleområdet er der endnu vigtigere på spil – hver time uden drift koster ejeren tusinder af kroner.
»Fabrikanten har monopol på viden«
Kritikerne sammenligner systemet med organiseret kriminalitet. Eftersom Vestas dominerer det danske og europæiske marked med omkring 15-20 procent markedsandel, kan virksomheden effektivt kontrollere økosystemet omkring sine møller. Serviceudbydere, der ønsker at arbejde professionelt med møllerne, bliver tvunget til at acceptere vilkårene – eller miste deres kunders kontrakter helt.
»Vindmølleindustrien er en mafia,« siger en navngiven serviceudbyder ifølge kilder tæt på branchen. »Fabrikanten har monopol på viden, og vi må købe adgangen til vores eget arbejde tilbage.«
Problemet strækker sig længere end blot driftskontrol. Data fra møllerne – oplysninger om energiproduktion, komponentslitage, vejrforhold og betjeningshistorik – er af enorm værdi for optimering og forudsigelse af fejl. Ved at låse disse data bag abonnementsvægge sikrer fabrikanten sig både en permanent indtægtskilde og kontrollen over hele møllens livscyklus.
En farlig afhængighed for grøn omstilling
For den danske energisektor udgør det en paradoksal trussel. Landets ambitioner om at blive verden førende inden for vindkraft afhænger af et robust, decentraliseret servicenetværk. Hvis fabrikanter lukker for data og tvinger serviceudbydere ud af markedet, svinder konkurrencen, og mølleejerens omkostninger stiger.
Industrien skal accelerere, men Vestas’ model sætter faktisk bremserne på. En mølleejer der betaler dobbelt for serviceabonnementer og får mindre fleksibilitet har mindre råderum til at investere i nye møller.
Nogle serviceudbydere har allerede begyndt at købe brugt udstyr, omskrive firmware og installere open source-styresystemer i stedet for Vestas’ løsninger. Det er juridisk glat is – men det viser desperation. Et arbejdsmarked skal ikke have brug for hackerarrangementer for at fungere lovligt.
Kamp om »right to repair«
EU har allerede indledt diskussioner om obligatorisk »right to repair« inden for elektronik og industriudstyr. For vindmøller kan det blive næste kampplads. Hvis man tvinger Tesla eller Apple til at sætte reservedele til rådighed, hvorfor ikke Vestas?
En sådan regulering ville tvinge danske Vestas til at åbne API’er, dokumentation og dataadgang for tredjepartsserviceudbydere. Det ville gennemføre konkurrence i servicemarkedet igen – til gavn for mølleejerene.
Indtil da fortsætter debatten. Vestas har ikke kommenteret kritikken direkte, men henviser til, at fabrikanternes supportprogrammer sikrer møllernes sikkerhed og ydeevne. Serviceudbydere kalder det en undskyldning for at monopolisere en industri, der burde tjene Danmarks grønne transformation – ikke øge afhængigheden af én fabrikant.