Type One Energy, en startup fra Knoxville i Tennessee grundlagt i 2019, har netop samlet 200 millioner dollar i Serie B-finansiering til at bygge kommercielle fusionkraftværker. Det placerer virksomheden blandt de bedst finansierede fusionselskaber, selv om beløbet skal strækkes langt i en branche kendt for ekstravagante udgifter.
Ifølge CEO Christofer Mowry vil pengene finansiere halvdelen af et planlagt 400-megawatt kraftværk, der skal være online inden 2034. Hvis det lykkes, kan Type One færdiggøre sit første kommercielle anlæg med mindre kapitalforbrug end mange konkurrenter, selvom der sandsynligvis skal rejses mere penge senere.
Hemmeligheden ligger i virksomhedens forretningsmodel. I stedet for at bygge alle komponenter selv – det kaldes vertikal integration – vil Type One designe reaktoren og så lade et netværk af “bespoke” leverandører producere delene. “Hvorfor skulle jeg bruge penge på mursten og mørtel?” spørger Mowry retorisk og henviser til sin baggrund som leder af et stort nukleart produktionsselskab.
Leverandørmodel mindsker investeringer
Den tilgang presser omkostningerne ned betydeligt. “Mængden af kapital, vi skal rejse for at kommercialisere fusion hos Type One, er en helt anden størrelsesorden end hvis vi skulle være vertikalt integreret,” siger Mowry.
Type One har allerede påbegyndt opbygningen af sin leverandørbase. De to første fusionsreaktorer bygges på Tennessee Valley Authoritys Bull Run-område, og infrastrukturkonsulenten AECOM arbejder på engineering for “Infinity Two”, det oprindelige kommercielle kraftværk. Konkurrenten Commonwealth Fusion Systems har licenseret sin højtemperatursuperledende magnetteknologi til Type One, der skal danne rygraden i reaktordesignet.
Ved at fungere som integrator – en virksomhed der samler et produkt fra ekstern producerede dele – mindsker Type One sin egen risiko forbundet med produktion. Men strategien introducerer andre risici. På den positive side får virksomheden adgang til partnere med dybere ekspertise. AECOM har 10.000 medarbejdere, de fleste ingeniører. “Vi kommer aldrig til at have 10.000 personer,” siger Mowry.
Risikoen ved eksterne leverandører
Minussiden er mindre kontrol over leverandørerne. Boeings problemer er det mest berømte eksempel: efter kvalitetskontrolsvigt – herunder en dørprop der blæste ud af en Alaska Airlines 737 i 2024 – endte Boeing med at købe Spirit AeroSystems for at få bedre standarder in-house.
Type One satser på at kunne håndtere integreringsrisikoen bedre end risikoen ved at gøre alt selv. “Disse forretningsmodeller fungerer fordi de lader virksomheder fokusere på at styre risiko og udvikle høj kompetence inden for deres del af værdikæden,” siger Mowry.
Finansieringsrunden blev ledt af Breakthrough Energy Ventures, der allerede havde investeret i Type One, samt Clutterbuck Capital. Lowercarbon Capital, Siemens Energy Ventures og SiteGround Capital deltog også. Selskabet havde tidligere rejst mindst 82,5 millioner dollar.