Stanken fra Newby Island landfill i Milpitas, Californien, har plaget indbyggere i årtier. For ingeniør Chia-Ling Kong var det så slemt, at hun ikke kunne åbne sine vinduer i over 10 år. “Når vinden blæser fra landfill, oplever vi omkring to til tre timer dårlig lugt dagligt,” siger hun.
Men nu sker der noget. De lokale myndigheder har pålagt landfill-operatørerne at installere droner og sensorer til systematisk overvågning af lugtforbindelser. Samtidig skal de automatisere indsamlingen af landfill-gasser. Kong er optimistisk: “Forhåbentlig gør denne kontinuerlige overvågning det nemmere at identificere problemerne, når de opstår.”
Globalt problem uden globale regler
Milpitas er langt fra alene. Verden over rejser beboere sig mod stank fra lossepladser, kloakbehandlingsanlæg og fabrikker. Men løsningen er kompliceret – mange lande har slet ikke regler for lugtbekæmpelse. I USA regulerer Environmental Protection Agency således ikke miljølugter som forurenende stof, hvilket betyder at delstater og lokale myndigheder må finde løsningerne selv.
Problemet forværres af byudviklingen. “Udvikling bliver bygget tættere på lugtkilder, og som jorden bliver mere værdifuld, fyldes der mere op. Det skaber øget efterspørgsel efter lugtbekæmpelsesteknologi,” forklarer Michael Bull, lugtskonsulent baseret i Storbritannien.
Tre typer teknologi mod lugter
Når industrier bekæmper utrageligt lugt, bruger de tre hovedkategorier: teknologi der absorberer lugter, kemisk omdanner dem til mindre lugtende stoffer, eller brænder dem væk. Eksperter siger, at de bedste løsninger kan fjerne 90 procent eller mere af de forbindelser, der forårsager lugter.
Men nogle operatører vælger billigere løsninger, som at spraybombe områder med store mængder luftfrisker. Lugteksperten Michael Bull er skeptisk: “Efter min mening ændrer de ikke lugterne. Det er som at bruge stofbløder på en dårlig lugt.” Carlos Diaz, miljøkonsulent i Spanien, tilføjer: “Lossepladser er svære at behandle fordi du har en meget stor overflade.”
Des Moines løste mysteriet med sensorer
I Des Moines, Iowa, har beboere længe klaget over “Eastside Funk” – en stinkende lugt, der driver hen over dele af byen. En undersøgelse viste, at tre industrielle kødfirmaer var blandt skyldigparterne. Inden for en radius på 16 kilometer bor omkring en halv million mennesker. “Hvis vinden blæser fra forkert retning, kan 100.000 mennesker sidde midt i lugtplummet,” siger Dalton Jacobus fra Department of Neighborhood Services.
For omkring 240.000 dollars årligt har byen investeret i teknologi til at spore stanken. De installerede en ring af lugtmonitorer omkring de mistænkte faciliteter. Monitorerne måler kemiske forbindelser i luften og kombineres med vejrdata til at give realtidsinformation om lugtkoncentrationer baseret på vindmønstre.
“Det endte fingerpegeri omkring hvem der var skyldig hver gang nogen klagede. Nu kan vi sige med rimelig sikkerhed: ‘Dette lugtevent stammer fra jeres facilitet – hvad foregik der?'” siger Jacobus. Smithfield Foods, som driver et kødfirma i Des Moines, investerede 2 millioner dollars i en regenerativ termisk oxidator, der ødelægger lugtforbindelser.
Fra menneskenæsen til elektronisk næse
Før overvågningen installerede man ofte selv officielt og snusede til luften for at identificere lugtkilderne. Claudia Barrios Obregón fra det spanske firma Kunak, som leverede monitorerne til Des Moines, siger: “Lige nu bruger byer olfaktometri – mennesker vurderer lugten. Men det er ikke særlig realistisk.”
Kunaks sensorer er eksempler på såkaldte elektroniske næser, der gør lugtdetektering lettere og mere objektiv. Problemet er dog, at lugter er meget subjektive. Johan Lundström, professor i lugtforskning på Karolinska Institutet i Stockholm, pointerer: “Desværre gælder det generelle princip, at jo mere ubehagelig vi opfatter en lugt, jo mere følsom bliver vi over for den.”