Nintendo mister leverandør af Switch-kassetter

Marc Kastholm

Macronix vil udfase produktionen af ROM til blandt andet Switch-kassetter og satser i stedet på hukommelse til datacentre.

Nintendo står til at miste en vigtig leverandør af hukommelse til Switch-kassetter. Det skriver The Verge med henvisning til Macronix’ seneste regnskabskald.

Macronix oplyste, at selskabet gradvist vil udfase sin produktion af ROM – en type hukommelse, der bruges i blandt andet spilkassetter – og i stedet fokusere på NOR-flashhukommelse til datacentre.

Skiftet kommer, mens efterspørgslen på hukommelse til datacentre vokser. Det betyder, at Nintendo mister en leverandør på et tidspunkt, hvor selskabet fortsat holder fast i fysiske spil.

ROM falder, mens andre chiptyper stiger

Ifølge The Verge faldt Macronix’ omsætning fra ROM med 39 procent i tredje kvartal 2026 sammenlignet med året før.

Samtidig steg omsætningen fra NOR-hukommelse med 158 procent, mens omsætningen fra NAND-hukommelse voksede 768 procent på årsbasis.

Macronix’ bestyrelsesformand og topchef Miin Wu sagde under regnskabskaldet ifølge Taipei Times: “Demand for NOR used in data centers is very robust. Customers are chasing us for more capacity, demanding that we deliver more NOR flash solutions for data centers.”

Nintendo holder fast i fysiske spil

Udviklingen er bemærkelsesværdig, fordi Nintendo for nylig har sagt, at selskabet ikke har planer om at droppe fysiske spil.

Nintendo oplyste i august, at fysiske spil stod for 38,5 procent af selskabets spilsalg. Ifølge The Verge er det en højere andel end hos selskaber som Capcom.

Macronix’ farvel til ROM-forretningen kommer også på et tidspunkt, hvor flere chipproducenter retter fokus mod datacentre og AI. The Verge peger på, at Micron for knap et år siden lukkede forbrugermærket Crucial for i stedet at prioritere efterspørgslen fra AI-datacentre.