Potetoppyrkningen erstattet af digitale kathedraler
Blandt kartoffelmarkerne i Indre Mongoliet rejser der sig en ny silhuet. Enorme, rektangulære bygningsblokke skyder op fra stepperne omkring Ulanqab – en by, der for få år siden var kendt som Kinas kartoffelhovedstad. Nu er den landsdelen blevet epicentrum for Kinas ambitiøse plan om at dominere kunstig intelligens.
Hundredvis af arbejdere i gule sikkerhedshjelme løfter tungt udstyr på byggepladserne. Svejsestykker sprøjter mod metalstokkene, mens kraner løfter præcision højt over hovederne, og mænd balancerer på stiger for at puds murstenene. “Det er Kina-hastighed,” griner en arbejder på stedet. Han kalder sit land “en infrastruktur-galning” – og forklarer at der kommer flere bygge-faser hvert år.
Disse datacentre er ikke tilfældige projekter. For Kinas kommunistiske parti er de kritiske for landets økonomiske og nationale sikkerhed. Når de står færdige, skal de drive Kinas mission om at implementere AI på tværs af 90 procent af industrien og samfundet inden 2030.
Talenter strømmer tilbage fra USA
Mens Beijing bygger infrastrukturen, skaber landet også en pool af talent. Unge ingeniører og forskere ser nu Kina som deres fremtid – især fordi spændinger med USA og Trumps immigrationsbegrænsninger har dempet det amerikanske drøm.
“Færre studerende og forskere går til USA, og flere vender tilbage fra USA til Kina. Det er helt klart,” siger Jack Zhang fra University of Science and Technology of China. Han selv blev rekrutteret af et højtniveauprogram efter at have studeret på Yale og Cambridge. “Jeg ville tage det AI-arbejde, jeg lavede på laboratoriet, og anvende det på menneskelig sundhed og medicin. Det kræver flere ressourcer, flere mennesker og nogle gange mere statslig støtte – hvilket kan være svært at få adgang til i udlandet.”
Kina producerer omkring fem millioner naturvidenskabs- og teknologigrader hvert år, sammenlignet med omkring en halv million i USA. Og flere og flere af dem bliver i Kina.
En anden model end Silicon Valley
Kina fokuserer ikke kun på at indhente USA. Landet promoverer også en alternativ model. Xi selv opfordrer kinesiske AI-virksomheder til at udvikle mere billige, open-source-modeller – som tillader mennesker, virksomheder og lande at modificere dem efter ønske.
Det står i skarp kontrast til USA, hvor virksomheder som OpenAI og Anthropic bruger lukkede modeller, hvor designelementerne holdes hemmeligt. Beijing favoriserer sit åbne tilgang, fordi det har fungeret godt for dem: ved at dele teknologien har kinesiske AI-firmaer kunnet innovere hurtigt. Det har hjulpet Kina med et af dets største problemer – manglende adgang til avancerede chips, som ville låse op for større computerkraft.
Men Beijing ønsker også større indflydelse på reglerne for AI. Xi har gentagne gange opfordret til mere regulering og en global rammeværk for andre lande at følge.
Hundredvis af centrer i ørken og tundra
Kina bygger hundredvis af datacentre – for Huawei, ByteDance, DeepSeek – i tyndt befolkede provinser: Ulanqab, Ningxia og Gansu i nord, Guizhou i sydvest. Landet har allerede opbygget enorm kapacitet inden for vedvarende energi – vind og sol – i disse regioner. Jorden er billigere, vejret køligere, og der er mindre behov for vand.
Men omkostningerne ved udviklingen er reelle. Hele landsbyer er blevet flyttet, selvom det er svært at fastslå nøjagtige tal eller hvilken kompensation beboerne fik. Det er et emne, få vil diskutere offentligt, fordi det kan være farligt at udtrykke bekymring for åbent.
“De her store datacentre har absolut intet at gøre med almindelige mennesker,” siger en lokal, som taler anonym uden for kameraet. “Hvad gavner det os?” Han fortæller, at få lokalbefolkning havde fundet job der. Andre udtrykte frygt for, at deres jord ville blive taget, og de ikke længere kunne leve af landbrug.
Landdistrikterne glemt i højtechs future
Blandt kartoffelmarkerne står nogle optimister, som en mand ved navn Zhang. “Kina er nu i verdenstoppen,” siger han, og tilføjer, at hans børn har fået arbejde der. “Det er ikke som i 1960’erne, da landet var relativt tilbage. Kina klarer sig godt nu.”
Men langt væk fra laboratorier og stormangels-byggesites kæmper mange kinesere med mere umiddelbare økonomiske problemer: en langsom økonomi, stigende ungdomsarbejdsløshed, lave forbrug og ejendomspriser, der er styrtdykket. På landet er en aldrende befolkning også en voksende bekymring.
En bonde på hans ko-vogn længere væk fra de glinsende datacenter ser det sådan: “Store data og alt det – ret godt – men det har intet med mig at gøre.” Hans telefon har et sprukket skærm, wifi kommer fra en pocket-dongle, han betaler lidt over 40 yuan om måneden for. “Der er ikke rigtig sket noget for mig. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer.”
Denne skepsis kan blive en udfordring for Beijing. Der sker så meget her og overalt i landet, men det er svært at vide, hvor mange mennesker virkelig er investeret i denne teknologi-ladede fremtid, som deres ledere drømmer om.