Instagram lancerer Edits til Mac – nu kan AI hjælpe med videoredigeringen

Marc Kastholm

Instagrams videoredigeringsapp Edits er kommet til macOS med AI-understøttelse, større tidslinje og 4K-eksport uden vandmærke.

Instagram udvider sin videoredigeringsapp Edits til desktop på Mac. Det betyder, at brugere nu kan redigere videoer på en større skærm og samtidig koble en AI-agent til, som kan hjælpe med at samle og justere klip.

Det skriver The Verge og TechCrunch. Den nye version er ifølge Meta lavet til mere avancerede projekter, som er lettere at håndtere med mus, tastatur og større arbejdsflade.

Edits blev oprindeligt lanceret på mobil sidste år. Ifølge The Verge har skabere presset “heavily” på for at få en desktop-version, mens Meta samtidig har haft AI-planer som en del af udvidelsen til macOS.

AI kan lave et første udkast

En af de største nyheder er, at desktop-udgaven kan forbindes med AI-agenter. Ifølge The Verge siger Matthew Simari, der er head of product management for Edits hos Instagram: “One of the things we’re releasing with Edits Desktop is a MCP for all the tools within Edits Desktop. You can use any agent you want, you can use Muse – we would love you to – but really any agent you want of [your] choice, to edit, tweak, work with your video.”

MCP er her systemet, der giver AI-adgangen til værktøjerne i programmet. Simari forklarer til The Verge, at brugere kan skifte frem og tilbage mellem AI-styret og manuel redigering. Et eksempel er, at Meta-agenten Muse kan lave en grov første klipning af en video fra brugerens download-mappe, hvorefter projektet kan åbnes i Edits og finpudses manuelt.

Meta tilføjede allerede i september en AI-baseret “creative assistant” til mobilversionen af Edits. Den kan komme med forslag og feedback ud fra data fra brugerens Instagram-konto, blandt andet visninger og hvor længe folk bliver hængende på videoerne.

Flere værktøjer til større projekter

Desktop-versionen får også mere klassiske redigeringsværktøjer. Ifølge både The Verge og TechCrunch er der blandt andet fuld multi-track-tidslinje, lydkurver til mere præcise klip og værktøjer til color grading, altså farvejustering.

TechCrunch skriver også, at appen får keyframes til overgange, mulighed for at importere egne skrifttyper samt licenseret og royaltyfri musik, lydeffekter og videoeffekter. Derudover understøtter den automatiske undertekster på flere sprog.

Meta oplyser desuden, at tastaturgenveje kan tilpasses eller importeres fra andre redigeringsprogrammer. Ifølge The Verge siger selskabet også, at genvejene kan “carried over from another editor”.

4K uden vandmærke – men kun til Mac lige nu

Edits til desktop understøtter både vandrette og lodrette videoformater. Meta siger ifølge TechCrunch, at appen kan eksportere videoer i 4K uden vandmærke, så de kan deles på andre platforme eller bruges privat.

Brugere får også adgang til Instagrams lydbibliotek og kan udgive direkte til Instagram fra desktop-versionen. Gemte lyd- og tekststile fra mobilappen følger med over på desktop, skriver både The Verge og TechCrunch.

Der er dog begrænsninger. Appen findes lige nu kun til macOS – ikke til Windows eller Linux. Det er heller ikke muligt endnu at redigere det samme projekt problemfrit på både mobil og desktop. Meta siger ifølge begge medier, at selskabet arbejder på redigering på tværs af platforme og vil opdatere desktop-appen ugentligt. TechCrunch skriver samtidig, at Meta vil fortsætte med at udvikle mobilappen til de mere end 50 millioner skabere, der bruger den.