Google giver skoler et AI-valg – men så forsvinder søgning også

Marc Kastholm

Google vil næste år slukke AI-værktøjer for skoleelever som standard, medmindre skoler aktivt tænder dem. Men vælger en skole at sige nej til AI, mister eleverne også adgangen til Google Search.

Google ændrer næste år sin tilgang til AI i skoler. For elever i grundskole og gymnasieniveau vil selskabets AI-funktioner være slået fra, medmindre skoleadministratorer udtrykkeligt tænder dem.

Det lyder umiddelbart som mere kontrol til skolerne. Men der følger en markant konsekvens med: Hvis en skole vælger at afvise Googles AI-funktioner helt, mister eleverne også adgangen til Google Search.

Det fremgår af Googles nye uddannelsesopdatering, som både TechCrunch og The Verge har beskrevet.

Search og AI hænger nu sammen

Ændringen gælder ifølge Google flere produkter på én gang: Gemini, NotebookLM, Gemini in Classroom og Google Search. For K-12-elevkonti vil adgangen være “entirely off”, medmindre administratorer tænder den.

Det centrale problem for skolerne er, at Google ikke giver dem mulighed for at slå AI-delen fra i Search og samtidig beholde selve søgemaskinen. AI-funktionerne er nu bygget ind i søgning.

Chris Phillips, vice president for education hos Google, siger til The New York Times, gengivet af The Verge: “Search and AI are deeply integrated,”

Det betyder ifølge Phillips, at elever på skoler, der slår AI helt fra, ikke længere kan bruge Google Search og i stedet vil få en besked fra skolen om, at tjenesten ikke er tilgængelig.

Et svært valg for skolerne

Det stiller skoler i en vanskelig situation. Lærere kan være skeptiske over for, at elever bruger AI Overviews – altså Googles AI-genererede svar øverst i søgeresultaterne – til research eller opgaver, men stadig ønske adgang til almindelig søgning efter kilder og undervisningsmateriale.

Den mulighed ser ikke ud til at eksistere længere. Vil en skole beholde Google Search, må den også acceptere de AI-funktioner, der følger med.

Ifølge The Verge kommer ændringen få måneder efter, at Google gjorde sin Gemini-assistent slået til som standard i Google Classroom. Appen bruges af mere end 150 millioner lærere og elever globalt.

TechCrunch skriver samtidig, at Google siger, beslutningen er truffet efter samtaler med skoler, lærere, ledende forskere og politikere.

Google lancerer også ny AI-hjælp til elever

Samtidig med ændringen lancerer Google funktionen Guided Learning i skoler. Værktøjet blev præsenteret tidligere i år og er tænkt som en slags AI-vejleder, der skal hjælpe elever med at opbygge forståelse i stedet for bare at få et færdigt svar.

Ifølge The Verge bliver Guided Learning bygget ind i AI Overviews i Search, og Google begynder at teste funktionen på udvalgte skoler i USA allerede denne måned.

I et blogindlæg skriver Chris Phillips, gengivet af TechCrunch: “We’ll share more specifics with schools in the coming months ahead of the changes rolling out so they have time to prepare and enable a smooth transition,”

Google siger også, at målet er at give skoleledere kontrol og tryghed i brugen af AI i undervisningen. Men med koblingen mellem AI og Search bliver det i praksis et valg, hvor skoler ikke kan få begge dele: nej til AI og ja til søgning.